Du lytter til Demobånd

(Under planlægning)

Vi har fået skimmelsvamp i kælderen! I varmekælderen som ellers skulle være varm og tør. Det betød at jeg sidste søndag måtte rydde ud i hele vores pulterkammer, for at nå ind til de kasser der stod helt inde bagerst op ad den fugtige mur.

Inde i den aller bagerste kasse, der var halvt smuldret væk, lå en uberørt skotøjsæske, og i den der lå alle mine gamle demobånd.

Min nye podcast er stadig under planlægning, men du kan glæde dig til en tidsrejse tilbage til 90’erne og 00’erne til tiden før digital opgatelsen og distribution via nettet. Dengang hvor man optog sin musik på bånd og skulle sende kassetten med posten til et pladeselskab.

I denne serie tager jeg dig med på mit allerførste genlyt på 6 demobånd fra 6 forskellige bands, hvor jeg var forsanger i 90’erne. Jeg er edderspændt på at høre det igen, og jeg er temmelig sikker på, at det udmønter sig i lige dele gode minder og historier, samt tåkrummende pinlighed. Jeg ved faktisk ikke om jeg er helt klar? Skal vi trykke play?