Er du bange for at dø? Eller er du måske bange for at få levet dit liv fuldt ud? Åndedrættet er det der starter og slutter vores liv, og det er noget vi godt må tale om. Derfor skal vi her dykke ned i åndedrættet og livet og døden.

Tidligere var jeg ekstremt bange for at dø – og særligt det at dø alene og ensom, hvorfor jeg på et tidspunkt besluttede mig for at konfrontere min frygt for døden ved at gøre den til en del af mit liv. Gennem røde kors fik jeg muligheden for at være vågekone på Riget. På den måde fik jeg mulighed for at være der for andre – sidde og holde i hånden og blot være der – med et andet menneske, der var i sit liv allersidste timer. Det er noget af det mest smukke, beroligende og naturlige jeg har oplevet i mit liv.

Nogle oplevelser som jeg faktisk i dag videreformidler gennem mine åndedrætssessioner og workshops. For det er så fantastisk, at en af de mere bevidsthedsudvidende øvelser ift. åndedrætsteknik – faktisk er en øvelse, der mimer det åndedræt der indtræffer når vi dør. Hvis du er er sundhedsfaglig, så er der tale om en variation af det åndedrætsmønster, der hedder Cheyne-stokes breathing. Denne teknik er så fantastisk og livsbekræftende, fordi den netop ikke handler om at dø, men om at træde ind i livet og mærke sig selv fuldt og helt. I teknikken kan vi ved hjælp af at manipulere med vores blodgasser, og særlig kuldioxid opleve at vi kan holde vejret – holde op med at trække vejret – i op til 3-4 minutter og på den måde få en “pause”. En pause, hvor intet skal – ikke engang trække vejret. Og dette er magisk. At få lov til at smage på døden, for efterfølgende at mærke præcist hvor meget vi er i live.

Når man først har prøvet denne øvelse, så aftager frygten for at dø også markant, for man oplever, hvad der sker i kroppen og det føles dejligt og naturligt – og for nogen ser man endda også lys, og eller oplever andre bevidsthedsudvidende tilstande, hvor alt er muligt. Det at dø bliver noget naturligt.

En af mine åndedrætskolleger var i den situation at han netop sad med sin far på hans sidste timer – og det var lige efter vi havde lært den teknik. Det betød at han ikke blev forundret og nervøs over den måde hans far træk vejret på da han døde – der godt kan være lidt voldsomt, fordi det skifter mellem store tunge vejrtrækninger gennem munden, og så bliver til lange pauser, hvor man tror personen ånder ud, men så gentaget det sig igen i flere omgange. Men min kollega vidste jo hvordan det føltes netop at trække vejret på denne måde, og han vidste derfor at hans far var på vej videre og at han havde det godt inde i kroppen – en smuk forbindelse og viden at have.

Vi skal ikke være bange for at dø, og vi skal ikke være bange for at tale om døden – får når vi tør erkende at vi skal dø, så kan vi også leve fuldt ud og bruge tid på det der reelt er vigtigst for os i vores liv. Selv bruger jeg begrebet “at mikrodosere døden” indspireret af en hollandsk kollega. Og netop med åndedrætstræning kan vi på denne måde vælge at mærke og leve livet fuldt ud – ved også at turde trække vejret som skulle vi dø. Dette er i den grad livsbekræftende.

Så hvis du er bange for at dø eller har haft døden tæt på ift at have mistet kære for tidligt eller pludseligt, så skal du være velkommen til at række ud, så kan det være jeg kan hjælpe dig.

#bangeforatdø #mærklivet #trækvejret #døden #livet #åndedrætstræning

(Visited 136 times, 1 visits today)