Jeg øver mig i at tilgive, og til det bruger jeg mit åndedræt. Tilgivelse både af andre og mig selv er ikke noget jeg har været specielt god til tidligere. Jeg har simpelthen ikke vidst hvordan tilgivelse kunne praktiseres. Er det blot en tanke eller skal der mere til?
I mit arbejde som åndedrætsterapeut har jeg opdaget, at vi som mennesker, når vi bliver stødt på livet har en tendens til at holde på vejret, og for nogen kan det skabe fastlåsninger i mere end en forstand. Det kan godt være vi har et ønske om at give slip og tilgive, men så længe det forbliver en tanke og en øvelse i hovedet, der er afskåret fra resten af kroppen, så har jeg i hvert fald ikke kunne få det til at virke.
Åndedrættet er det der binder vores sind og krop sammen. Tilgivelse for mig bliver derfor først muligt, når jeg ikke holder på mig selv, men bruger mit åndedræt til at skabe flow og samhørighed.
Lad os kigge nærmere på, hvordan dette kunne se ud i praksis. Selv har jeg en struktur og nogle mønstre, der gør at jeg nogle gange kan føle mig forkert og dermed alene og ensom. Det kan medføre en higen efter bekræftelse og/eller kærlighed, hvilket når dette ikke opnås i første omgang kan lede til frustration og/eller vrede. Før jeg fik børn og før jeg begyndte at arbejde med kropsterapi og åndedræt var vrede virkelig noget der fyldte meget hos mig. Nå, nok baggrundshistorie – lad os nu komme til praksis.
Til øvelsen. Til der hvor vi kan bruge åndedrættet til at træne at give slip på frustrationen og give plads til tilgivelsen og kærligheden.
Øvelsen består at to vejrtrækninger dvs. 2 indåndinger og 2 udåndinger og hertilhørende mantra bestående af 4 sætninger. Disse kan tilpasses til dig og dine mønstre.
Da et af mine mønstre, som nævnt, er en følelse at at være alene, der kan medføre en frustration, så har jeg tænkt over (og trukket på min terapeutisk erfaring og teori), hvordan jeg effektivt kunne vende dette til kærlighed.
Her kommer en situation fra en dag i amsterdam, hvor jeg en hel dag gik og øvede tilgivelse og denne teknik. Jeg gik på fortovet og en cyklist kom væltende lige ind foran mig og snittede min skulder. En let forskrækkelse, der normalt kunne have affødt vrede og en opbygning af frustration (negativ energi) i min krop. I dette tilfælde, i stedet for at holde på energien, så trak jeg vejret ind bevidst med tanken og mantraet “tak for forstyrrelsen” og åndede ud med tanken “det betyder jeg ikke er alene”.
Altså en 180 graders omvending af et af mine sår – jeg bruger altså en tilfældig dagligdagssituation, der kunne afføde unødig frustration – til at være et helede plaster. Altså det faktum, at denne forstyrrelse helt konkret betyder at jeg IKKE er alene i verden.
En situation fra min hverdag hjemme kunne være, når min kæreste for fjerde gang på en dag lader opvaskebørsten ligge våd i vasken fremfor at sætte den tilbage i tørrestativet igen. Dette har tidligere kunnet udfordre min kontrolgen og opbygge frustration hos mig, men i dag trækker jeg vejret ind og sige “tak for forstyrrelsen”. Det betyder nemlig, at jeg ikke er alene. For hvis jeg var alene, så ville opvaskebørsten jo ikke ligge, der i bunden af vasken og forstyrre mig.
Næste åndedrag, tager skridtet videre og bevæger sig væk fra min oplevelse og min erkendelse af ikke at være alene, og over til tilgivelsen og kærligheden ift. min omverden. Jeg trækker vejret ind med tanken “du må også gerne være her” og ånder ud på “og jeg elsker dig”. Dette mantra bruger jeg uanset om det er min kæreste eller børn eller en tilfældig cyklist, der “forstyrrer” mig. Alle har vi ret til at være her, og vi er ikke alene – og selv om du forstyrrer/forskrækker/irriterer mig, så vælger jeg at elske dig.
Jeg kan således på to simple åndedræt bevidst faciliterer et fokusskifte fra en uønsket irritation og mulig vrede til en kærlig tilgivelse, hvor jeg kan finde ro og samhørighed. Således er det muligt at åndedrættet til at opløse og kaste lys på mine skyggesider, så tilgivelse og kærlighed får mere plads.
IND: Tak for forstyrrelsen
UD: Det betyder jeg ikke er alene
IND: Du må også gerne være her
UD: Jeg elsker dig
Jeg er nysgerrig på hvad din største frygt er, og om vi på to åndedrag kan vende den rundt til tilgivelse og kærlighed. Det er forsøget værd.
#tilgivelse #forstyrrelse #indånding #udånding #frustration #vrede #kærlighed #åndedrætstræning #trækvejret